Beretning 2014 - 2016
Årsberetning fra de seneste tre årBeretning 2016
Beretningen dækker tiden siden sidste årsmøde i lokalforeningen i oktober 2015.
DN-Albertslunds bestyrelse består af 9 medlemmer og 1 suppleant. Desuden har interesserede medlemmer haft mulighed for at deltage i bestyrelsens arbejde som tilknyttede.
Vi arbejder inden for Danmarks Naturfredningsforenings formålsparagraf og vedtægter og varetager natur- og miljøinteresser inden for Albertslund Kommune. Vi har et godt samarbejde med lokalhistorisk interesserede, og flere af bestyrelsesmedlemmerne er engagerede i lokalhistoriske forhold.
DN-Albertslund har efter nyeste opgørelse 630 medlemmer; for et år siden var det 618. Medlemmer af DN-Albertslund er alle, der har betalt rettidigt kontingent til foreningen, og som er bosat i kommunen, med mindre man eksplicit har ønsket at være tilknyttet en anden lokalafdeling (”løst sognebånd”). DN har en lokalafdeling i næsten alle kommuner, kun i få tilfælde dækker en lokafdeling flere.
Vi har i den forgangne periode siden årsmødet i oktober 2015 holdt 9 ordinære bestyrelsesmøder, typisk med 5-6 ugers mellemrum og ikke i juli. Bestyrelsesmøderne afholdes her på Langagergård, hvor vi har både et foreningslokale og lagerrum. Langagergård ejes af Naturstyrelsen (Vestskoven), som lejer den ud til Albertslund Kommune for en årrække. Albertslund kommune stiller dens lokaler og faciliteter til rådighed for en række foreninger: DN-Albertslund, spejdere (Skovgruppen), lystfiskere og Natur og Ungdom.
Vi har en hjemmeside, en facebookside, en facebookgruppe og et nyhedsbrev. Hjemmesiden og nyhedsbrevet redigeres af Kasper, hvor Poul Evald tager sig af Facebook-aktiviteterne. Hjemmesiden indeholder praktiske oplysninger om DN-Albertslund og vore vigtigste aktiviteter. Facebookgruppen og -siden bruges til hurtig og nem orientering om vores aktiviteter, lokale nyheder m.v. Hjemmeside og nyhedsbrev er under omstrukturering, da DN er ved at gå over til et nyt redigeringsprogram. Men dette vil ikke berøre medlemmerne.
Bestyrelsen har forholdt sig løbende til indkomne sager og til vores samarbejde med andre grønne organisationer, især Albertslund Naturgruppe, og også Friluftsrådet i bl.a. en gruppe om Store Vejleå og forlægning af Store Vejleå uden om Tueholm sø og Vallensbæk Sø for at skabe effektiv fiskepassage. Ligeledes har vi samarbejdet med Landsforeningen Natur og Ungdom. Vi deltager desuden i en arbejdsgruppe omkring grundvand i Albertslund.
DN deltager i brugerrådet for Langagergård, stedet her hvor vi er og hvor vi har til huse og har vores lokale.
Vi sender 2 repræsentanter til DNs repræsentantskabsmøde, der er foreningens højeste myndighed. I foråret var der repræsentantskabsmøde i Helsingør, til november skal der være i Aalborg.
Vi deltager i DNs samråd Storkøbenhavn, der er et regionalt kontaktorgan for DNs afdelinger i ca. 20 kommuner i Storkøbenhavn.
Der har ikke været plansager ud over helt ubetydelige uden interesse i den forløbne periode.
Der har været en sag om nedgravning af højspændingskabel langs Trippendalsvej, hvor beboerprotester førte til, at kabelføringen blev forlagt til i hovedsagen langs Vestskovvej fra Herstedøster til Motorring 4, og lidt ned langs motorvejen. Vi kontaktede vores hovedforening, der ikke mente, der var risici for beboerne i området, men hvor resultatet ikke desto mindre blev, at den blev forlagt.
Vi har fulgt projekt Våde Enge i Kongsholmparken tæt, og der er blevet taget væsentlige hensyn til vores synspunkter. Projektet er nu nær sin afslutning, og skal formentlig indvies til november.
Vi har holdt en række ture og arrangementer og også deltaget i fælles offentlige arrangementer.
Grøn Dag var således velbesøgt med flere 1000 deltagere, og vores indslag med økologisk pesto og brændenældesuppe gjorde lykke.
Sankthans på Herstedhøje blev afholdt som tidligere år, og med en stor indsats af ikke mindst Klaus Lytthans. Der kom mange mennesker, men desværre blev vi overrasket af et skybrud, og formåede lige akkurat af få bålet tændt. Naturvejleder Jess Aagaard holdt en udmærket båltale om vores behov for naturoplevelser og vigtigheden af at passe på naturen. Inden sankthansbålet havde vi haft et meget vellykket snobrødsarrangement for børnefamilier, hvor der blev udleveret mere end 100 portioner snobrød.
Der blev afholdt en nattergaletur til Harrestrup Mose med 12-14 deltagere en orkidetur til Hundige Strand på vilde blomsters dag i samarbejde med Dansk Botanisk Forening og DN i Greve og Vallensbæk-Ishøj: der deltog hen ved 70 mennesker.
I sensommeren og efteråret valgte vi ikke at deltager i Gang i Byen, som før hed Foreningernes Dag, på grund af mangel på ressourcer og betydelig forvirring omkring arrangementets afholdelse. Samtidig var der Sustainable-Festival i Musikteatret som vi af samme grunde heller ikke deltog i; det var også usmart at de 2 arrangementer foregik delvis samtidigt.
Naturens Dag var sammenfaldende med Mosens Dag, som vi tidligere med stor succes har deltaget i med Jørgen som organisator. Vi deltog med fuglekassebygning og vanddyr-kriblekrable (fremvisning af vanddyr fra Tueholm Sø). Det var en stor succes, og der blev samlet hele 103 fuglekasser, som folk så fik lov at tage med hjem. For at løse en gordisk knude m.h.t., hvad vi kunne overkomme, besluttede vi at lade Mosens Dag figurere som et Naturens Dag-arrangement. Mosens Dag foregår ved Tueholm Sø og omfatter en række natur- og fritidsaktiviteter i området under I/S Vallensbæk Mose. I/S Vallensbæk Mose driver området for de 4 kommuner, der lægger areal til det: Albertslund, Ishøj, Vallensbæk og Høje-Taastrup.
Fremtiden
I 2017 sker flere ting. Vestskoven fylder 50 år og DN-Albertslund fylder 40 år som DN-Afdeling. Begge dele skal markeres, og vi vil meget gerne have gode idéer til indslag og aktiviteter.
Vi vil bestræbe os på både at få flere i kommunen til at melde sig ind i Danmarks Naturfredningsforening, som er et meget vigtigt bolværk for natur- og miljøinteresserne. Vi vil også gøre meget for at få flere aktive med omkring bestyrelsesarbejdet.
Vi er så gamle, snart 40 år, at vi er kendt af mange i kommunen, og har betydelig viden om kommunens natur og miljø og er en kendt del af kommunens foreningsliv.
Bestyrelsen for DN-Albertslund
v/ formand Poul Evald Hansen
Årsberetning 2015
DN-Albertslund har ved de nylige medlemsopgørelse haft 606 medlemmer, hvilket er omtrent det samme som ved den tilsvarende opgørelse forud for årsmødet sidste år.
Beretningen dækker perioden fra sidste årsmøde i oktober 2014 og frem til nu.
Bestyrelsen har bestået af 9 medlemmer og 1 suppleant. Bestyrelsen har mødes ca. en gang om måneden, dog ikke i juli. En tredjedel af bestyrelsen er på valg hvert år, således at man er valgt for en 3-årig periode. Som suppleant er man valgt for et år. Suppleanter deltager traditionelt i bestyrelsesarbejdet på lige fod.
Vi har holdt vore møde her på stedet, på Langagergård, hvor vi har vores mødelokale, og som vi deler med andre foreninger: Lystfiskerne og spejdere (Skovgruppen) samt Natur og Ungdom.
Vi samarbejder i det daglige med Natur og Ungdom, som tidligere var DNs ungdoms afdeling, men som nu ikke har nogen formel tilknytning til DN.
Af udadvendt repræsentation er vi repræsenteret i Albertslund Naturgruppe med 4 medlemmer og i Skovbrugerrådet for Naturstyrelsen Østsjælland ved Mogens Lethraborg. Kasper Smidth og Klaus Lytthans repræsenterer os i brugergruppen for Langagergård, hvor brugen af stedet her koordineres.
I den forløbne periode er den nye driftplan for Vestskoven kommet på plads. Der er i nogen udstrækning taget hensyn til vores betænkeligheder omkring støjende og forstyrrende aktiviteter i skoven. Hvis nogen ønsker det, kan der redegøres mere detaljeret herfor.
Vi har i løbet af året afholdt en række turarrangementer, bl.a. vinterfugletur til Tueholm Sø, nattergaletur til Harrestrup Mose, svampetur til Vestskoven samt julefugletur til Vestskoven. Vi har haft arrangementer i forbindelse med DNs affaldsdag og Mosens Dag. Derimod har vi i år ikke følt, vi havde ressourcer til at deltage i Naturens Dag, og vi holdt en meget lav profil ved Foreningernes dag. Der var meget stor opbakning til vores aktiviteter på Mosens Dag, hvor vi bl.a. bidrog med redekassebygning og vanddyrundresøgelser.
Vi havde en meget succesrig deltagelse i Albertslunds grønne dag, hvor vi bidrog med økologisk brændenældesuppe og andre gode ting, lige som vi præsenterede Biodiversitet.nu, der er DNs landsdækkende biodiversitetsprojekt, og som er rettet mod alle borgere, men især børn, unge og børnefamilier.
Vi har ligeledes afholdt et fuglekassebygningsarrangement i samarbejde med Albertslund Bibliotek og Natur og Ungdom på Hovedbiblioteket. Arrangementet var rettet mod børnefamilier og mindre børn blev en meget stor succes. Børnene skulle bl.a. male de redekasser, de havde samlet sammen med deres fædre og mødre, med økologisk maling, hvor vi så stillede alle remedierne til rådighed.
Vi har deltaget i en række møder og borgerarrangementer, bl.a. Grøn Dag og Foreningernes Dag. Vi har afholdt borgermøde om de våde enge i Kongsholmparken sammen med Albertslund Agendacenter.
DN-Albertslund er aktiv i Albertslund Naturgruppe, hvor Katrine Søbye er næstformand. I regi af Albertslund Naturgruppe har vi været med til at diskutere og forholde os til en række spørgsmål af betydning for naturen i Albertslund. Albertslund Naturgruppe har et mandat fra kommunalbestyrelsen i Albertslund, og ifølge dette mandat skal større tiltag af betydning for naturen i kommunen forelægges Albertslund Naturgruppe.
I Naturgruppen har vi brugt meget tid på at diskutere de våde enge i Kongsholmparken. DN-Albertslund er indsigelsesberettiget ift de nødvendige dispensationer fra fredningsbestemmelserne for Kongsholmparken og har valgt ikke at gøre indsigelse, da vi mener Våde-Enge-projektet betyder en væsentlig forbedring af naturforholdene og berigelse af naturen. Vi har bl.a. fået igennem, at der anlægges 4 ny paddevandhuller i forbindelse med projektet, som føres ud i livet i marts-april 2016.
Vi har i perioden afsluttet en sag om dispensation til opførelse af en ridehal ved Orchidévej i Vestskoven, hvor et flertal af bestyrelsen valgte ikke at gøre indsigelser, men stille forskellige æstetiske krav til ridehallen. Ridehallen er nu opført, og ejeren har holdt sin del af aftalen.
Vi har i et tilfælde gjort indsigelse mod et byggeri på Teglmosegrunden, hvor vi mente, bebyggelsesgraden var for høj, og det der burde være mulighed for at lave en sø, der kunne styrke naturindholdet. Bebyggelsesgraden blev nedsat, men vi blev ikke imødekommet ellers.
I foreningssammenhænge deltager i DNs fora og beslutningsstrukturer, således de halvårlige repræsentantskabsmøder, der er DNs øverste myndighed. Her er vi sædvanligvis repræsenteret af formanden og næstformanden. Vi deltager også i DNs samråd for Storkøbenhavn, som er et regionalt koordineringsforum for ca. 20 lokalafdelinger af DN i det storkøbenhavnske område.
Vi ønsker en fornyelse af lokalforeningen og prøver at få så mange som muligt af Albertslunds borgere i tale. Vi har deltaget lidt i DNs medlemskampagner, men er ikke ganske tilfredse med den måde det foregår på via. Professionelle hvervningsbureauer. Vi tror, der kan opnås bedre resultater, ved at bruge folk, der kender DN i dybden og bredden og især inddrage den lokale organisation.
Fremadrettet vil søge at trække nye kræfter til bestyrelsen og i højere grad få bl.a. børnefamilier og natur- og bevidste borgere i tale.
Af vigtige sager i den kommende periode kan nævnes udførelsen af Våde-Enge-projektet i Kongsholmparken, ligesom tiden nærmer sig (2016) hvor Vridsløselille Fængsel skal rømmes og arealerne frigøres til andre formål. Her vi stå stærkt på, at der kommer et væsentligt naturindhold i området, når fængselsaktiviteterne stopper. Anvendelsen af arealerne, hvor Hyldagerskolen lå, er også en stor og vigtig sag. – Vi har i en række sammenhænge indsigelsesret over for lokalplaner og dispensationer fra landzone- og fredningsbestemmelser, og vil selvfølgelig som hidtil gøre brug af denne ret, når vi finder det rigtigt og relevant.
Vi vil gennemføre en række ture og andre arrangementer, og vil i denne forbindelse godt høre idéer fra forsamlingen til, hvad vi kunne lave.
Vi har inden for lokalbestyrelsen et godt kendskab til naturen og miljøet i Albertslund, og det sker jævnligt at kommunen rådspørger os på denne baggrund.
På denne baggrund vil jeg afslutte beretningen.
Poul Evald Hansen.
Årsberetning 2014
Bestyrelsen har bestået af 9 ordinære medlemmer og 2 suppleanter. 1 suppleant udtrådte af bestyrelsesarbejdet i august 2014.
Vi har forholdt os til væsentlige sager omkring natur, miljø og planlægning i Albertslund Kommune.
Vi har gjort indsigelse mod karakteren af et nyt byggeri ved Holsbjergvej, indsigelser der i vid udstrækning blev taget til følge af kommunen.
Vi har forholdt os til en række praktiske problemer omkring natur og miljø gennem Albertslund Grønne Råd og Albertslund Naturgruppe, hvor vi har haft et tæt og godt samarbejde med Albertslund Kommunes Teknisk forvaltning. I perioden er Grønt Råd blevet nedlagt og dets aktiviteter overgået til Naturgruppen. Det hilser vi med tilfredshed, fordi arbejdsformen i Naturgruppen er mindre formel og diskussionerne mere konkrete. Forvaltningen lytter i vid udstrækning til vore ønsker. I Naturgruppen indgår andre organisationer, som vi samarbejder med: Friluftsrådet, Kogræsserforening, Fiskeklub m.fl. I perioder deltager enkelte repræsentanter fra grundejerforeninger samt kommunalpolitikere efter invitation. Men ved de fleste møder er kommunalpolitikerne ikke repræsenteret.
Bl.a. i regi af Naturgruppen har vi forholdt os til en kommende stor sag omkring etablering af våde enge i Kongsholmparken som foranstaltning til rensning af tilløbende regnvand. Hvis projektet føres ud i livet vil der skulle dispenseres fra fredningen af Kongsholmparken og arealer vest for motorvejen ved Taastrup Mølleå. – Dette bliver en stor og principiel sag, som vi vil følge nøje og bruge mange ressourcer på. DN er berettiget til at gøre indsigelse mod eventuelle dispensationer fra fredningsbestemmelserne, hvor indsigelsen så skal forelægges Natur- og Miljøklagenævnet, der har den endelige afgørelse i sagen. – Vi skal vurdere om der i forbindelse med projektet kan skabes et så stort naturindhold, at det er berettiget at dispensere fra de gældende fredningsbestemmelser.
I perioden har vi også forholdt os til en sag omkring landszonetilladelse til opføresle af en ridehal ved Orchidévej i Vestskoven ved Harrestrup Mose. Efter ansøgerens henvendelse, hvor han begrundede ansøgningen og forsikrede at ridehallen vil blive pæn og opført i natur- og miljøvenlige materialer, besluttede bestyrelsen at acceptere ridehallen, hvilket kom til udtryk i, at vi ikke gjorde indsigelse mod kommunens landzonetilladelse til hallen. – Vores nabolokalkomitebestyrelse i Høje-Taastrup besluttede at gøre indsigelse, men Natur- og Miljøklagenævnet ville ikke tage deres indsigelse til følge, fordi de ikke var hjemmehørende i kommunen og fordi den lokale afdeling af DN, d.v.s. os, ikke havde gjort indsigelse. – Resultatet af forløbet bliver efter alt at dømme at ridehallen kommer. Vi ved ikke præcis hvornår.
Vi har holdt bestyrelsesmøde hver 5-6 uge, i alt er der afholdt 9 bestyrelsesmøder samt det ordinære årsmøde. På bestyrelsesmøderne deltager ordinære bestyrelsesmedlemmer og suppleanter på lige fod, bortset fra i de ganske få tilfælde, hvor det er nødvendigt med afstemning. På bestyrelsesmøderne forholder vi os til de konkrete sager og planlægger og drøfter aktiviteter og andre forhold, som det er naturligt, at DN-Albertslund forholder sig til.
Vi har haft til huse på Langagergård nogle år, hvilket vi er godt tilfredse med, og vi deltager med 2 repræsentanter i brugergruppen for Langagergård, hvor vi samarbejder med spejdere, lystfiskere og Natur og Ungdom.
DN-Albertslund har et godt samarbejde med Landsforeningen Natur og Ungdom, der har en velfungerende lokalafdeling, som arrangerer naturture og andre aktiviteter for børn og unge. Vi har i flere tilfælde samarbejdet omkring konkrete arrangementer.
DN-Albertslund har afholdt en række ture samt et meget vellykket sankthansarrangement i perioden. Vores ture omfatter adskillige ”klassikere”, herunder vinterfugletur til Tueholm Sø, natttergaletur, svampetur og julefugletur. – Vi har haft et vellykket besøg på Grennesminde Økologiske Gartneri, hvor vi blev vist rundt af stedets daglige leder Kaare Jacobsen. Vi har deltaget i DNs affaldsdag med flere indsamlinger rundt omkring i kommunen og i DNs Naturens Dag, hvor vi holdt et lokalt æblearrangement, hvor folk kunne få lavet most af deres æbler.
Vi har deltaget i Foreningernes Dag i Albertslund og i Mosens Dag som I/S Vallensbæk Mose afholder hvert år Ved Mosens dag var vores største aktivitet et meget vellykket fuglekassesamlingsbord, hvor der blev samlet næsten 90 fuglekasser, som folk fik med hjem. Jørgen som var en afgørende kraft ved Mosens Dag repræsenterer os også i Brugergruppen for I/S-Vallensbæk Mose.
Sankthans-arrangegementet på Herstedhøje, som er en fast tradition, der bliver videreført, var en stor succes med 300-400 deltagere og en vellykket båltale samt et meget besøgt snobrødsarrangement rettet mod børnefamilier. Klaus er hovedorganisator af sankthans, og også Jørgen og Katrine deltager med store og vigtige ressourcer.
Vi har deltaget i DNs repræsentantskabsmøder, hvor Poul Evald som formand har været af sted hver gang, - Fra og med repræsentantskabsmødet i Holstebro til november sender vi 2 delegerede med stemmeret, som med mindre andet besluttes, er formanden og næstformanden.
Vi har haft et godt samarbejde med mange lokale ildsjæle omkring natur og miljø. Vi er i god dialog med Albertslund Agendacenter, og værd at nævne er bestemt også vores samarbejde med Pindsvinevennerne, der foretager pleje og genudsætning af pindsvin, der har været tilskadekomne eller har haft andre problemer.
Kasper redigerer voes hjemmeside og vores nyhedsbrev, der beskriver vores aktiviteter og større natur- og miljøsager i kommunen. Nyhedsbrevet udkommer ca. hvert kvartal, eller når der er stof til det, og udsendes til de af DN-Albertslunds medlemmer, som har givet mailadresse til DN: - Det er ca. 40 procent af DNs lokale medlemmer, der modtager nyhedsbrevet. – Vi ser meget gerne at denne procent bliver højere, og opfordrer medlemmer af DN bosat i Albertslund til at oplyse deres mailadresse til DN.
Ikke nær alle af vores aktiviteter har kunnet beskrives i denne beretning. Men nu er der åbent for spørgmål, som vil blive besvaret efter bedste evne.
Tak for ordet!