Albertslunds bymæssige bebyggelse ligger mod syd i kommunen, skov o.a. naturarealer overvejende mod vest og nord. Nogle af parkerne er såkaldte byparker, der drives ret intensivt med tætklippet græs etc., dog med mindre skovagtige bevoksninger (f.eks. Birkelundparken og Roholmparken) eller såkaldte naturparker med større skovagtige bevoksninger og græs- og slettearealer, der drives på en måde, så de efterhånden vil få en overdrevsagtig vegetation.


Albertslund er arealmæssigt en lille kommune, kun ca. 23 km2. Heraf udgøres ca. 40 pct. – eller lidt over 900 ha. – af Vestskoven, hvis størstedel (af ca. 1400 ha.) ligger i Albertslund. Øvrige grønne områder: naturparker, byparker o.s.v. udgør 12-15 pct. af kommunens areal, således at over halvdelen af kommunen er ikke-bymæssigt bebygget og domineret af naturtyper som skov, græsmark, eng etc.


Beskyttede naturtyper


Ifølge Albertslund Kommunes hjemmeside ”www.albertslund.dk” udgør de beskyttede naturtyper ca. 70 ha ; arealet er øget de senere år som følge af kommunens aktive indsats. Næsten alle naturarealerne er ejet af staten (Vestskoven) eller Albertslund Kommune og fordeler sig således (klippet fra Albertslund Kommunes hjemmeside, arealopgørelsen er efter undersøgelse med eksterne konsulenter i 2007):
 --------------------------
 Enge:
 Antal: 17
 Areal (ha): 33,3
 Areal (ha) ved tidligere registrering: 25,4
 % stigning i areal: 31

Moser og lignende:
 Antal: 15
 Areal (ha):16,1
 Areal (ha) ved tidligere registrering: 14,2
 % stigning i areal: 13

Overdrev:
 Antal: 1*
 Areal (ha): 0,9
 Areal (ha) ved tidligere registrering: 0
 % stigning i areal: -

Søer:
 Antal: 76
 Areal (ha): 20,3
 Areal (ha) ved tidligere registrering: 15,7
 % stigning i areal: 29

 

Tabel 1. Fordelingen af antallet og arealet (i ha) af forskellige naturtyper omfattet af naturbeskyt-telseslovens § 3 i 2007 og ved den hidtil gældende registrering.
 *: Der er ikke tidligere registreret naturtypen ”overdrev” i Albertslund Kommune.

Undersøgelsen viser, at det samlede areal af beskyttede naturtyper udgør godt 70 ha, hvor den sidste undersøgelse fra 1995 viste, at der var 55 ha. Den væsentligste årsag til at en større del af de grønne områder i kommunen i dag er beskyttede er den målrettede driftsindsats og naturpleje af arealerne. 

De beskyttede naturtyper udgør hver især kun mindre arealer. Dog udgør Harrestrup Mose med sø, eng og mose, i Vestskovens nordlige del, ca. 25 ha., hvoraf ca. 70 pct. indgår i Vestskoven. Ellers er de største søer Tueholm Sø (4-5 ha. I kommunen), store sø i Harrestrup Mose (ca. 2 ha) og Stensøen i Vestskoven (ca. 2 ha.)